mandag den 26. oktober 2015

Årets allersidste havehalløj



Nu er der fjernet en masse ukrudt, lagt en masse forårsløg, plukket en masse frugt. Årets sidste buketter høstes i de her dage.
Nu bliver der ikke lavet meget mere derude i år, men jeg er også rigtig godt tilfreds med hvad jeg har nået. Glæder mig til alle mine fine forårsblomster :-)








onsdag den 21. oktober 2015

Lidt om at sige stop i tide .....



Jeg hopper fra Kids Month. Jeg ville rigtig gerne lave en masse lækre ting og vise frem - men jeg har ikke overskud til det lige nu..... 
Jeg har gang i så meget for tiden, at jeg har været nødt til, at gå alt efter og vælge en del fra. I aften skulle jeg fx have været til et foredrag på ungernes skole og her måtte jeg også sige nej. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har betalt virkelig dyre lærepenge i form af stress og depression. Af flere årsager, men en stor del har været, fordi jeg ikke rigtig kendte ordet "nej" godt nok.
Førhen kørte jeg uden overvejelser efter det jeg nu havde planlagt. Helt ned til som i "fredag gør jeg rent herhjemme" og den slags. Der har jeg langt om længe lært, at stoppe op. Nu kører det hele mere i retning af, at jeg gør det, hvis jeg har overskud til det.... Ellers lader jeg bare være og det generer mig ikke længere. 
Mine børn fortjener, at aftaler overholdes, så hvis jeg planlægger noget sammen med dem, siger jeg bare ikke noget, før jeg er sikker....  Så bliver de ikke skuffede og jeg bliver ikke en træt og træls mor.  
Egentlig har det været ret enkle ting, jeg har lavet om på. Men det er altså hårdt arbejde, når der indeni en, bor en lille perfektionist, der gerne stikker hovedet frem og fortæller, "at det her, kunne du altså godt gøre bedre" "og nu er det jo planlagt, ikk ? så kan man da ikke bare droppe det.. "
Men jo, det kan man godt. Når det hele bliver for meget og alting for travlt. 

Men jeg følger stadig med hos jer andre og glæder mig til at se hvad I viser frem :-) 


lørdag den 17. oktober 2015

Barbiehus - Kids Month

I anledning af Kids Month vil jeg lige minde om det barbiehus jeg har lavet sammen med Maria - Et rigtig hyggeligt tøse-projekt :-)

                     Du kan se barbiehuset i indlægget HER


                             

fredag den 16. oktober 2015

Forklæde - Kids Month Accesseries


I anledning af Kids Month vil jeg vise et forklæde, som jeg har lavet til Maria. 
Jeg har lavet det af voksdug, lavet huller langs kanten og hæklet rundt efter samme princip, som når man laver kort med hæklet kant. Kortene har du nok set rundt omkring i blogland  - der er ihvertfald lavet rigtig mange af dem :-)







torsdag den 15. oktober 2015

Kreatræf Syd


Jeg var så heldig, at være en af de 30 kvinder, der var med til Kreatræf i Rødekro i lørdags. Super hyggelig dag arrangeret af Lise.
Dejligt med både nye bekendskaber og gensyn med nogle af dem, jeg tidligere har mødt til andre arrangementer.

Vi fik en skøn goodiebag. ( billedet har jeg lånt hos Anita )

Jeg var heldig, at vinde en masse lækkert papir sponsoreret af CCHOBBY 

Vi havde også en pakkeleg. Her fik jeg Annes fine gave. Så nu er der smilende hoveder i vindueskarmen og der kommer helt sikkert også til, at være glade fugle i haven :-) 


mandag den 5. oktober 2015

En rigtig trist dag :-((

Vi har mistet vores lille Luna ( eller Luna Rosa som er hendes fulde navn ) Jeg er SÅ ked af det :-( Hun blev ramt af en bil i går. 
Vi havde ellers sådan en god dag. Ungerne og jeg havde været ude og samle ind for Røde Kors og vi var rigtig glade, for vi havde håbet, at samle 1000 kr, men var nået helt op på 1187 kr. Så humøret var højt, da vi kom hjem igen. Min mand stod ude i carporten, da vi kom hjem og fortalte så, hvad der var sket.... Han havde set på vores lille bys facebook side, at der var en der efterlyste Lunas ejer. Så han havde allerede hentet hende og lagt hende i en kurv pakket ind i et håndklæde...
Jeg kan se på hende, at hun må være død med det samme. Hun er blevet ramt i hovedet, som er skadet, men ellers er der ikke noget at se på hendes krop.  Det trøster mig trods alt meget, at jeg ved hun ikke har lidt.... og at vi fandt hende kun et par timer efter det var sket. 
Det er så rædselsfuldt, at rende rundt og lede. Og spekulerer på om katten er låst inde et sted eller ligger og lider... Jeg har prøvet det engang med Luna. Her var der en dame, der havde taget hende til sig ( og "overset" en temmelig tydelig øretatovering ) Der gik 13 måneder før hun kom hjem igen. Jeg var lykkelig for at få hende tilbage og fik da så også 3,5 år ekstra med hende...

Hun blev 6,5 år og var næsten altid ved min side. Lige bortset fra når hun var ude og jage mus.... hvilket hun så desværre var i går. Hun fandt musene på en mark i nærheden og det var lige ud for den, det skete.....     

Sammen startede vi dagen med at vække ungerne og så fik hun selvfølgelig altid en lille godbid. 
Gik jeg ned for enden af  vores vej med affald, fulgte hun med og gik med mig hjem igen. 
Sad jeg i sofaen, lå hun på armlænet.
Sad jeg og syede eller ved computeren, hvor jeg sidder nu her, lå hun som regel på bordet ved siden af mig.
I haven fulgte hun også tit efter mig rundt....

Jeg kommer virkelig til, at savne at have hende ved min side :-(    


Her var vi på havearbejde. Eller jeg var :-) mens jeg blev underholdt af Luna 




Eddie var ikke lige den Luna synes bedst om - men de levede fint side om side. Kom han for tæt på, viste hun bare lige hvem der bestemte. Også var det jo godt, at være lidt oppe i højden 


Et godt gemmested kan man altid bruge...

Og her er jo så et af de sidste billeder, hvor hun ligger på puden, jeg fik syet til hende i september. Hun nåede, at blive rigtig glad for den pude. Når hun bliver begravet her i eftermiddag ,får hun selvfølgelig den med til at ligge på...